Ja, altså for et halvt år siden, bevares. Bedre sent end aldrig er både passende på vores familieforøgelse og på det her blogindlæg.
Men endelig endelig endelig kom vores 3’er, og I kan tro, hun var værd at vente på. Ikke nok med, at hun kom et år senere, end vi havde håbet på, jeg endte også med at gå 13 dage over og måtte sættes i gang. Selvom ventetiden var ulidelig, så endte det faktisk med at være helt perfekt på mange måder, men det vender jeg tilbage til.
Først lidt om Nora, hvis navn er valgt af storesøstrene. Det er nemlig ikke løgn, når man siger, at tiden flyver, når man hygger sig, for I kan tro, vi har hygget os og nydt det sidste halve år. Heldigvis har vi et halvt år endnu i barselsboblen, og det er jeg lykkelig for. Vi er ikke i tvivl om, at Nora er vores sidste barn, så jeg suger alt til mig og nyder hvert sekund. Hun er utrolig mild og nem, så hun gør det slet ikke svært at nyde selv natamninger og lortebleer.
Nora er den perfekte 3’er, hun finder sig i det meste, bare hun får mad og opmærksomhed, og med to storesøstre, der altid står på spring for hende, så er det ingen sag at være babychef. Til gengæld lyser hun op, så snart de er der, og hun griner af alt, hvad de kan finde på – og når man er 5 og 7, så er grin (eller kage) vejen til hjertet. Så de er allerede blevet en fin lille trekløver.
Tilbage til Noras entré i verden. Jeg bandede over, at jeg åbenbart skal gå mere og mere over for hver graviditet, det kan da ikke passe. Men sådan var det altså, til gengæld blev Nora født på en historisk dag. Mens grænserne lukkede ned, sad vi på fødestuen og ventede på, der skulle ske noget. Lørdag d. 14. marts skulle jeg sættes i gang, jeg havde en aftale med sygehuset om, at jeg skulle ringe derned kl. 7.30 om morgenen for at få bekræftet, at de havde tid til at sætte mig i gang den pågældende dag – det havde de heldigvis. Så vi kørte afsted mod Svendborg og satte de to store af på vejen hos mine forældre, hvor de skulle overnatte. Kl. 9.30 mødte vi ind på fødestuen, hvor jeg blev undersøgt. Jeg var lidt nervøs for, hvad de ville anbefale for en igangsættelse, for jeg ville gerne føde i vand, som jeg har gjort de andre gange, og det må man ikke, hvis de sætter en i gang med piller. Heldigvis gik de med til at tage mit vand og så håbe på, at naturen ville gå sin gang. Det gjorde de kl. 10.55, og så var det ellers bare at vente på, der skete noget. Kl. 12 lukkede grænserne, og der var helt stille og næsten ingen mennesker på sygehuset. Ingen måtte få besøg, og patienterne holdt sig væk, medmindre det var akut. Mine andre fødsler er gået meget stærkt, så det var en helt ny situation at sidde og vente, og jeg fik også sagt til jordemoderen, at det var kedeligt at føde normalt.
Normalt får man vedrop efter 2-4 timer, når de har taget vandet, men jeg fik lov til at vente på, at kroppen selv skulle arbejde. Jeg havde lidt små veer dagen igennem og gik rundt og hoppede lidt på en bold, mens vi læste nyheder og så serie på den medbragte iPad. Kl. 17 begyndte jeg at få rigtige veer, som gjorde ondt, og jeg måtte ligge ned. 17.30 bad jeg jordemoderen om at fylde badekarret, og 17.50 kom jeg op i det. Det var super rart at være i vand og kunne bevæge sig frit rundt. Jeg havde et par store veer, og 18.21 blev Nora født helt naturligt og uden nogen form for smertestillende. Hun var ude på to pres, og hun vejede 3730 og var 52 cm lang. Vi nåede lige at sende et billede til mine forældre, som de kunne vise pigerne, inden de skulle i seng.
Selvom det var kedeligt at vente på fødslen, så tog det at skulle sættes i gang faktisk en stor del af mine bekymringer omkring fødslen væk. Jeg har hele tiden været nervøs for, hvor hurtigt det ville gå, fordi jeg har født på henholdsvis 4 og 2 timer fra start til slut de andre gange. Så jeg frygtede at føde derhjemme, på motorvejen eller uden Kim, men nu var vi på sygehuset og var der begge to, så det var rart – og heldigt, for da det først tog fart, så varede det kun lidt over en time.
Da vi fire timer senere kom vi hjem, var Danmark lukket ned, og da de store piger kom hjem dagen efter var det begyndelsen på fire uger sammen som en familie på fem. Selvom det ikke ligefrem var sådan, vi havde forestillet os det hele, så var det ret perfekt, for pigerne kunne lige så stille vænne sig til hinanden og gå til og fra Nora, som de lystede. Og så slap vi for at skulle ud af døren og have afleveringer og kunne bare tage den med ro og nyde hinanden, det var en fantastisk tid.
Grete-Johanne og Marie er meget forskellige i forhold til Nora, men hun er vild med dem begge og lyser op, når hun ser dem. Marie er enormt god til at lege og tumle med hende og vil hende så gerne, af og til for meget og lidt for voldsomt, men Nora hygger sig – det er bare forældrene, der konstant må sige “roooooolig”. Grete-Johanne er forsigtig og ikke den, der egentlig er fan af babyer, men hun elsker at få Nora til at grine og at være forsigtigt sammen med hende.
Nu er der gået et halvt år, og tiden er fløjet afsted. Alligevel kan jeg ikke forestille mig en verden uden Noras dejlige smil og skønne sind. Hun fuldender i den grad vores familie og er alt, hvad vi drømte om.
