Mit sidste indlæg var svært at skrive, men det er det her faktisk også. Ikke fordi der er noget galt, alt er lige som det skal være, men det bliver da heller ikke mere skræmmende end det. Jeg er nemlig gravid, og drømmen om en 3’er ser endelig ud til at lykkes for os. Men jeg har alligevel skullet tage tilløb til at råbe det ud til hele verden.
De første mange uger turde jeg næsten ikke at tro det, og jeg turde da slet ikke at sige det til nogen. Ovenpå alt det, vi har været igennem, var det også meget rart bare at have vores lille hemmelighed for os selv. Sådan var det egentlig frem til nakkefoldsscanningen.
Åh nakkefoldsscanningen – når man én gang har været til en “verdens værste nakkefoldsscanning”, så tror jeg ikke, at man nogensinde kan nyde eller se frem til en scanning igen. Jeg følte, at det sortnede, allerede da vi trådte ind på OUH. Ventetiden på gangen var frygtelig, da hun kaldte mit navn, fik jeg kvalme. Jeg ved ikke, hvad hun sagde derinde, og jeg var ligeglad, jeg hørte ikke efter, før hun havde sat scanneren på og sagde “Se, der er et stærkt hjerte”. Så kom blodet tilbage til hovedet, og mine ører var mere samarbejdsvillige. Men jeg kommer aldrig igen til at træde ind i et scanningslokale uden ondt i maven.
Alt var godt til nakkefoldsscanningen, og det blev en vild dag. Det var d. 22. august kl. 14.10. Klokken 16 den dag skulle vi overtage nøglerne til vores nye hus – ja, det har været nogle ret vilde måneder, mere om det senere. Så vi kørte direkte ned og hentede pigerne og ned i det nye hus. Da ejendomsmægleren og den tidligere ejer var gået, sad vi på gulvet i køkken-alrummet og fortalte pigerne den lille store nyhed. De blev ellevilde. Det er vores første minde i det nye hus og sikke en start.
Følelsen af ikke at turde at råbe det ud til hele verden sad stadig i os, men den sag klarede pigerne så til gengæld – de spredte budskabet med en større hast, end skoldkopper og lus kan nå at sprede sig på små børn.
Jeg var stadig bange for, at det ville gå galt – det er jeg sådan set stadig, selvom jeg nu er 28 uger henne og kan mærke vores livlige lillesøster dagligt.
Jeg har også tøvet med at lave det her blogindlæg, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har jo egentlig ikke noget imod at fortælle, hvis det var gået galt, men det er som om, at håbet og drømmen er så privat, og det føles som om, den bliver mere skrøbelig, hvis vi siger det højt – som om nogen eller noget så kan tage det fra en. Jeg kan godt se, at det er åndssvagt og irrationelt, men sådan er følelser bare. Jeg burde være lykkelig, fordi vores drøm endelig er indenfor rækkevidde, og det er jeg også, men jeg er også skide bange. Det er følelsen af at være mor. Følelsen af frygt for, at noget skal ramme de små mennesker, som vi elsker mest i hele verden.
Jeg skal være mor til tre, og i min naivitet troede jeg egentlig, at det ville gøre det hele mindre skrøbeligt. Forstå mig ret – eller lad mig forklare. Siden jeg blev mor har jeg været uforstående overfor, at mine egne forældre turde kun at få et barn, for hvad hvis der nu skete noget med det barn? Så ville der jo ikke være noget at leve for længere. Og nej, det handler ikke om min egen egoisme og tro på, at jeg er verdens centrum, men om mine følelser for mine børn og min viden om, at de er min verdens centrum. Det vil nok lyde voldsomt uselvstændigt i nogens ører, men jeg er nogens mor, og d. 4. juni 2013 stoppede jeg med at være nummer 1 i min verden, så enkelt kan det siges. Men en af mange grunde til, at jeg altid gerne har villet have tre børn (bortset fra de første 2,5 år af Maries liv, hvor hun ikke sov om natten, bevares) er, at så var det hele ikke så skrøbeligt. Men jeg har snydt mig selv. Man tager jo ikke kærligheden til et barn og deler ud på de to, når nummer to kommer. Kærligheden vokser og dobles, og det er det samme med nummer tre. Sikke noget lort, sikke en velsignelse og sikke meget frygt, der pludselig er. Jeg tæller ned til, hun er i mine arme og har fundet fred i, at jeg ikke rigtig kan nyde den her graviditet, fordi jeg frygter at miste, og at noget skal gå galt. Det skal bare overstås.
Vejen til de tre børn har ikke været snorlige, og vi er ikke helt i mål endnu, men jeg kan ane målstregen forude, og jeg har lært så utrolig meget det sidste år. Min barnlige naivitet og tro på det rosenrøde har fået et par knæk, men det hører med til at blive voksen, og jeg er nok blevet en del mere voksen det sidste år – bare rolig, jeg er stadig skide barnlig og nyder at tæve mine børn i spil og i en pudekamp. Til gengæld har jeg også set, hvor stærke vi er og er blevet bestyrket i min tro på, at vi kan klare alt i vores lille (snart store) familie.
Det sjove er egentlig, at hvis jeg tager en omvendt terminsberegner, så peger den på præcis den dag, hvor jeg udgav indlægget Når drømmen om en 3’er brister, som undfangelsesdagen.