Torsdag startede min yngste datter i børnehave, og det var en stor dag – ikke rigtig for hende, men for de stolte forældre, som slet ikke synes, de kan følge med. Hvordan kan tiden gå så stærkt? Det er simpelthen den ældste og mest slidte forældrekliche, at tiden går stærkt, men det GØR den!
Hun var så lille og tyk, nu er hun så stor, og der er ikke meget af den fede, lækre mavse tilbage, selvom hun får flere runder smør på hver bolle.
Men stor er hun, og torsdag var Marie altså blevet så stor, at hun skulle begynde i børnehave. Hun har gået i vuggestue samme sted, og hun er vant til at have sin storesøster inde i børnehaven, som hun næsten frit kan gå ind til. Skridtet til at blive børnehavebarn var altså ikke så stort – for ikke at sige ikke eksisterende.
Hendes bedste veninde (ja, hun er også blevet stor nok til at have en bedste veninde, som hun har knyttet sig til de sidste par måneder især) er en måned ældre og begyndte i børnehave 1. februar, så siden da har Marie higet efter at komme ind i børnehaven og lege med veninden. Når hun har set sit snit til det, er hun bare stukket derind. Dagene er blevet talt, og hun var SÅ klar.
Da dagen kom, vågnede Marie som sædvanlig oppe ved 5-tiden, og vi nussede, hyggede og puttede, og jeg ævlede om, at hun var så stor en pige, men altid ville være min lille pige.
Jeg var lidt sentimental!
Men Marie er ikke den sentimentale type. Så da vi kom til børnehaven, smed hun sine støvler og sin jakke, trak afsted med sin storesøster og sagde “Hej hej mor, jeg går i børnehave nu, du skal hjem og arbejde. God dag. Ses senere!” – så kunne jeg stå der med alle mine blandede følelser. Heldigvis var stoltheden over mit lille menneske, som er så tryg og glad, altoverskyggende.
Det er egentlig kommet bag på mig, hvor stor en ting, jeg synes, det er at gå fra vuggestue til børnehave. Vuggestuen er tryg, og der er hænder nok. Børnehaven virker som en stor verden, og der er ikke de samme øjne på børnene. Der er forventninger til dem selv, og de er tvunget til at lære at agere på egen hånd i langt højere grad, end de nogensinde har gjort tidligere.
Jeg husker det ikke som sådan en stor ting, da GJ startede i børnehave. Måske er det fordi, hun altid har været så forsigtig, Marie giver andre bekymringer – hun er ikke bange for noget og nærmest for tryg af og til. Det kan også være, at det er fordi, Marie formentlig er mit sidste vuggestuebarn, så er det en æra, der slutter. Næste skridt er, at GJ skal i skole næste år – det kan jeg bare SLET ikke forstå lige nu, jeg er jo lige blevet mor – er jeg ikke?