Som opfølgning til gårsdagens indlæg om, hvad man ikke skal sige til en gravid, der er gået over tid, kommer her en anden sproglig opsang, som står helt for egen regning.
Efter min mening (som jo nu engang er den uforbeholdne sandhed her i mit eget lille lokum) så er alt det, man siger i lighedens tegn, når det kommer til graviditet, noget af det værste mundlort, man kan komme i nærheden af. Det drejer sig helt basalt om ordet “vi”, som bliver brugt helt forkert, når et par venter et barn – her er der tale om et vi, men så stopper det altså også.
“Vi skal være forældre” – det skal I, men “I” er ikke gravide. Følgende ting kunne ikke være mere forkerte:
Vi er gravide
Tillykke med det, og hvor mange børn kommer der ud af jeres graviditeter? I skal begge være forældre, men jeg er ret sikker på, at det kun er én af jer, der rent faktisk kan fremvise en positiv graviditetstest. På samme måde er det nok kun en af jer, der skal bruge ni måneder på at agere ovn for et andet menneske. Den ene af jer kan vist også stadig knalde en flaske rødvin ned til en god gryderet, mens den anden skal op og tisse hver eneste nat og vågner af at blive sparket. Det er nok heller ikke begge to, der har problemer med at finde deres tyngdepunkt, og som tager helt vildt på eller pludselig får en helt ubærlig trang til ostehaps.
Vi skal føde
Og hvordan har I helt præcis tænkt jer at gøre det? Hvor mange af jer er det, der får veer? Og hvordan vil I være fælles om at klemme 3-4 kilo baby ud af jeres underliv? Hvor mange mænd opnår egentlig bristninger og skal syes i deres mellemkød efter en fødsel? Og hvor mange mænd ender i akut kejsersnit eller har brug for smertestillende under en fødsel?
Jeg siger ikke, at manden ikke spiller en rolle eller er vigtig under fødslen, jeg siger bare, at han ikke føder. Barnet er heller ikke mere kvindens end mandens, men det er fødslen altså.
Nu er jeg ikke bestemt feministisk, faktisk er jeg ofte mere tilbøjelig til at tage mændenes parti i den slags samtaler, fordi jeg ikke mener, der bør være kvindekvoter i bestyrelser eller lignende. Jeg ville aldrig ønske mig et job, fordi jeg var kvinde, og der var en kvote, der skulle overholdes, hvis der var en mandlig konkurrent, der var mere kvalificeret. På samme måde kan jeg som leder ikke komme udenom, at det er en faktor, når man ansætter folk i den fødedygtige alder, om man lige om lidt skal undvære dem i et år. Jeg synes også, det skriger til himlen, hvis kvinder forlanger samme løn og stillingsniveau som mænd, men samtidig insisterer på at tage alle barns sygedage og ikke er fleksible på samme niveau som deres mandlige kollegaer.
MEN når det så er sagt, så skal ret sgu også være ret, og når det kommer til at være gravide og føde, så er det altså kvindens lod, og det skal ikke negligeres med et “vi”. Der er én person, der ruger en baby, en der har morgenkvalme, en der er træt, en der bliver kigget på og mærket på både indenvindigt og udenpå, én der får ømme bryster, én der bliver tyk, én der skal tisse fem gange om natten, én der får hævede ankler og fingre, én der skal klemme et andet menneske ud fra sit ømmeste sted, én hvis mellemkød risikerer at briste, én der formodentlig skal lappes sammen igen bagefter, én der efterfølgende ikke kan forestille sig at sidde på en cykel igen og så én, der for alvor får ømme bryster og skal amme. Kort sagt: Tag jeres vi, og stik det skråt op!
Så fremover:
Vi skal være forældre – min kone/kæreste er gravid.
Vi skal have en baby – hun skal føde.
Tak!