Jeg har prøvet at skrive det her indlæg flere gange, mange gange, men det er svært, og det er ekstra svært, fordi jeg stadig ikke kan sige, hvordan det hele ender.
For et år siden tog vi beslutningen om, at vi gerne ville have en 3’er. Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville have tre børn – jeg kan godt lide idéen om, at man er en lille flok, og nok også fordi jeg selv er enebarn og især som voksen kan mærke, at jeg savner at have søskende. Efter vi havde fået Marie, var der dog en lang periode, hvor vi var helt enige om, at to børn var rigeligt. Hun var 2 år og 5 måneder, før hun sov igennem om natten (hun var blefri, før hun sov ordentligt!!!!), og i den tid var jeg overbevist om, at drømmen om en 3’er aldrig ville blive til noget. Der gik dog ikke mange måneder, efter hun begyndte at sove, før tankerne om den der 3’er begyndte at snige sig ind igen.
Det skulle dog vise sig, at det ikke skulle være så nemt. Det er gået snildt de andre gange, så i vores naive tro, ville der nok ikke gå meget mere end en måned eller to, og så ville jeg være gravid, vupti, så kunne vi have en baby i begyndelsen af 2019. Nemt!
Sådan gik det ikke. Slet ikke.
Vi skriver nu juni 2019, og jeg er ikke tættere på en 3’er end for halvandet år siden.
Jeg blev gravid i sommers, men i uge 6 i slutningen af august begyndte jeg at få lidt ondt i maven, og lørdag nat d. 25. august, da jeg var ude og tisse, var jeg begyndt at bløde. Jeg sov ikke mere den nat, jeg vidste godt, hvad klokken var slået, og min naive tro på, at det der med at få børn, det gjorde vi bare lige, den var for evigt væk. Jeg var blevet gravid, da vi var på sommerferie, og vi havde det på fornemmelsen, så vi havde købt en skildpaddebamse til babyen, jeg knugede den og græd det meste af søndagen. Vagtlægen ville ikke se mig, men jeg fik en tid på en privat scanningsklinik i Svendborg. Hun kunne fortælle mig, hvad jeg allerede vidste. Graviditeten var gået til grunde.
Vi brugte godt og vel en uge på at sluge det og komme videre.
Jeg blev gravid igen i begyndelsen af oktober, og denne gang tegnede det lysere. Graviditetstestene blev mere og mere kraftige, og jeg kunne mærke trætheden komme snigende, men jeg kunne ikke ryste frygten af mig, og hver eneste gang, jeg gik på toilettet, gav det et sug i mærken, når jeg kiggede ned og frygtede at se blod.
Ugerne gik, og i uge 7 var jeg nede til en tidlig scanning på den private klinik i Svendborg, som jeg også havde været hos i august. Scanningen skulle give mig ro, men det gjorde den ikke. Hun kunne ikke finde hjerteblink og var lidt bekymret for en lidt bølget kant på den ene side af babyens hule. Hun rådede mig til at tage til min læge og få målt HCG-niveau. Jeg gik derfra med en knude i maven og ringede til lægen. Lægen var slet ikke imponeret over scanningsdamen, men han gik med til en HCG-måling. Der skulle gå mindst tre dage mellem målingerne for at kunne fastslå en stigning, så jeg måtte vente. Der var en weekend imellem målingerne, så hele seks dage måtte jeg vente på svar. Jeg har i mine graviditeter skrevet babydagbog, og indlægget på den dag, hvor jeg var til scanning starter “Tryghedsscanning min bare røv!”, og den slutter “Kære lille liv, please vær et lille liv – jeg ønsker dig så meget”.
Da jeg ugen efter fik svar fra lægen, var det positivt. Mit graviditetshormon udviklede sig, helt som det skulle, og det gav mig lidt mere ro i maven. Han tilbød mig en scanning ugen efter, nok mest fordi jeg var en hysterisk og overbekymret gravid.
Det her kan blive en lang fortælling frem og tilbage, hvilket egentlig bliver ret uinteressant. Men det korte af det lange er, at jeg hele tiden blev ved med at have fornemmelsen af, at der var noget, som ikke var, som det skulle være. Jeg troede lidt, det var på grund af den spontane abort i august, men selvom jeg så hjerteblink, og lægen forsikrede mig om, at alt så normalt ud, så kunne jeg bare ikke helt tro på det.
Derfor havde jeg følelsen af, at det var dommens time, da vi skulle til nakkefoldsscanning d. 19/12. Drømmen måtte bære eller briste. Da mit navn blev råbt op, var det som om, alt blod forsvandt i min krop. Jeg stod ansigt til ansigt med den private scanningsdame, som havde scannet mig ved den spontane abort og også tidligt i graviditeten. Hun havde vagt på OUH den dag og skulle scanne mig.
Jeg følte, det var et dårligt tegn. Hun havde ikke givet mig godt nyt tidligere, så hvorfor skulle hun gøre det nu?
Jeg skulle ikke kigge meget op på den store skærm, hvor jeg kunne følge med i scanningen, før tårerne begyndte at trille. Jeg er ikke læge, men jeg har to børn, og det så ikke ud, som det skulle. Graviditeten var gået til grunde et par uger forinden.
Min dårlige fornemmelse holdt stik.
Turen hjem var tung, vi græd og måtte gå ind derhjemme og fortælle pigerne og mine forældre, som passede dem, at der havde været en baby i mors mave, men den var død, og derfor var mor og far kede af det.
Vi var ikke i tvivl om, at vi ville fortælle dem tingene, som de var. Det var lige op til jul, og jeg skulle sættes i gang med en medicinsk abort dagen efter. Kim har altid meget arbejde op til jul, så jeg ville være meget alene med pigerne, og de skulle vide hvorfor, hvis jeg var ked af det, eller der skete nogle former for komplikationer.
Det gode ved børn er, at de heldigvis tager imod de ting, vi fortæller dem, med et åbent sind. Så de tog det fint og var meget forstående – værre var det at skulle stå oppe i børnehaven dagen efter og fortælle pædagogerne, at hvis pigerne snakkede om en død baby i mors mave, så var den god nok.
Nå, men jeg fik en medicinsk abort, og til kontrollen konstaterede de, at det hele nok var kommet ud. Efterfølgende gik ugerne, månederne, og jeg blev ved med at bløde. Efter to måneder kontaktede jeg lægen, som målte mit HCG. Det var ikke i bund, og jeg blev sendt videre til gynækologisk med beskeden om, at jeg i værste tilfælde skulle have en kirurgisk abort også.
Jeg var den heldige vinder af “i værste tilfælde” og fik en kirurgisk abort i slutningen af februar. Efterfølgende kom kirurgen ind og forsikrede mig om, at nu var det hele væk.
Jeg tog lettet derfra og glædede mig bare til at få min krop igen.
Men jeg blev ved med at bløde. Det virkede forkert, så jeg kontaktede lægen. Jeg blev undersøgt og fik målt HCG, det faldt, men det gik enormt langsomt. Jeg skulle se tiden an. Det gjorde jeg, men det fortsatte, så jeg fik målt HCG igen og igen. De kunne ikke se noget på scanningerne, men forklarede det med, at fordi jeg havde bagudvendt livmoder var den nok bare enormt langsom til at slippe hormonet helt. Jeg blev tilbudt endnu en kirurgisk abort, men takkede nej, for hvis der ikke var noget at se, hvad skulle så skrabes ud?
Det føltes bare ikke rigtigt.
I påsken begyndte jeg at bløde mere og fik mere og mere ondt, og jeg besluttede mig for at søge læge igen efter påske. Det kulminerede dog, og (jeg beklager, men det er lidt deskriptivt) resten kom ud i slutningen af påsken. Et par dage efter stoppede blødningen, som jeg ellers havde haft glæde af i fire måneder!!! Efter en uge tog jeg til lægen, og mit HCG var tæt på nul. Jeg har aldrig haft et så stort behov for at sige “Hvad sagde jeg?”.
Nu er jeg så endelig ved at få min krop igen og kan mærke, at jeg bliver mere og mere mig selv. Jeg har stadig smerter i lænden og i bækkenet, men det bliver mindre og mindre.
Det var den fysiske del af det hele, den psykiske er noget andet – og den del har faktisk været nemmere, hvilket lyder lidt bizart at sige højt. Men vi har to sunde og raske børn, som tvinger en til at smile og grine på daglig basis, så ingen af os kom helt ned i kulkælderen. På en måde var vi forberedte på dårligt nyt, og det lyder skørt at sige det, men det var som om, det ville være kommet mere bag på mig, hvis alt var okay til den nakkefoldsscanning. Derfor var det næsten hårdere psykisk, da jeg havde den spontane abort i august, fordi der blev vores glansbillede revet itu, og den ubekymrede følelse kan ikke komme tilbage. Selv hvis jeg blev gravid nu, ville jeg ikke kunne slappe af i det og have den samme (relativt) ubekymrede tilgang som før. I december følte jeg mig forberedt på beskeden, og derfor kunne jeg også hurtigt bearbejde det psykisk.
Når det så er sagt, så var det selvfølgelig hårdt både psykisk og fysisk at skulle igennem en abort i uge 13, jeg mistede en del blod, og det var voldsomt. Hele det lange efterforløb har også været enormt hårdt, fordi vi – og især jeg – blev ved med at hænge fast i den fejlslående graviditet i fire måneder, næsten et halvt år faktisk, for min krop er først nu ved at finde sig selv.
Jeg rammes af og til af en modløshed og en følelse af, at det er møg uretfærdigt. Jeg bliver lidt misundelig, når jeg ser andre nybagte mødre, for hvorfor kunne det ikke være mig? Tårerne pressede på, da vi ramte 25. april, hvor jeg ville have haft termin med den spontane abort, og jeg tænker, at der skal et stort glas rødvin til d. 3. juli, hvor jeg ville have haft termin med ‘Lille liv’. Men udover det, så smiler jeg stadig og griner hver evig eneste dag – både af mine børn, men også af så meget andet. De evige optimister ser altså stadig glasset som halvt fuldt.
Det er snart seks måneder siden verdens værste nakkefoldsscanning, som vi kalder den, og jeg har ikke samme tillid til min krop, for den er tilsyneladende ekspert i at slå statistikken på den virkelig trælse måde. Der er 20 procent chance for, at en graviditet går til grunde, dem nappede jeg to af i træk. Der er under 5 procent chance for, at graviditeten går i vasken, når man har set hjerteblink efter uge 7, den nappede jeg. Der er 3-4 procent chance for, at alt ikke kommer ud ved en medicinsk abort, så man også må have en kirurgisk, den nappede jeg. Der er under 5 procent chance for komplikationer efter en kirurgisk abort, og endnu mindre chance for, at alt ikke er kommet ud, den nappede jeg også. Jeg ville ærlig talt hellere have brugt mit held på at vinde i lotto.
Hvad så nu? “Er I gået i gang med at prøve igen?” – “Er du ikke snart blevet gravid” – to spørgsmål jeg okay tit støder på. Og hvad svarer man egentlig, når man først har kæmpet i et halvt år for at blive gravid og dernæst næsten lige så lang tid på at slippe af med en fejlslåen graviditet? Jeg ved det ikke… JEG VED DET IKKE, er hvad jeg har lyst til at råbe. Jeg ved ikke, om drømmen er helt bristet, eller om den kommer igen. Lige nu har jeg brug for at slappe af, løbe nogle lange ture, genvinde tilliden til min krop og ellers nyde sommeren med en masse rosévin – lade glasset i bogstaveligste forstand være halvt fuldt, det er trods alt opturen ved ikke at være gravid.
Nu ved I, hvad der er sket det sidste års tid, hvor jeg ikke har brugt bloggen – det har været svært for mig at skrive, når jeg ikke rigtig kunne være ærlig, og hvad skriver man, når man ikke har den lykkelige slutning – eller i det hele taget en slutning?