Her sidder jeg en dag over tid, og det kommer som sådan ikke bag på mig, at baby ikke kom i går, hvor hendes lejekontrakt ellers udløb. De to store er nemlig født henholdsvis 5 og 8 dage over tid, så jeg har aldrig prøvet andet, og jeg var egentlig lidt lettet, da jeg ramte terminsdagen, fordi jeg frygtede at føde d. 29/2, så hun kun ville have en rigtig fødselsdag hvert fjerde år – desuden havde jeg lovet pigerne MGP-fest den dag, så der skulle bare ikke fødes. Men nu er vi så på den anden side, og jeg er klar – vi er alle sammen enormt klar.
Så er der bare lige det der med fødslen, for hvornår bliver det? Hvordan kommer det til at gå? Og hvem kommer til at være med? Som tredjegangsfødende forventer folk, at den tager man da i stiv arm. Men dels er det næsten fem år siden, jeg sidst har født, og jeg kan da i hvert fald hilse og sige, at det der graviditet er lidt tungere i 30’erne end i 20’erne, så måske er det det samme med det der fødsel. Dels så spiller mine to tidligere fødsler også en del ind mentalt, for jeg har født meget hurtigt begge gange – så hurtigt at min jordemoder virkelig advokerede for hjemmefødsel denne gang, men det gris kunne jeg bare ikke overskue, så er det sagt. Jeg har det lidt med fødsler som med take away mad, en del af charmen er ikke at skulle rydde op. Og så kan jeg også meget godt lide, at der er læger i nærheden og en masse hospitalsudstyr.
Anyways, første gang gik vandet, jeg fik vestorm, og Grete-Johanne er født fire timer senere. Anden gang startede det med veer kl. 17, og Marie er født to timer senere. Begge fødsler foregik i vand og uden nogen form for smertestillende – første gang måtte Kim dog lige have et par panodiler efter fødslen, det har vi haft meget sjov ud af bagefter. Så hvis fødslen følger det mønster, er det ikke helt uvæsentligt, hvor jeg befinder mig, hvor pigerne befinder sig, og hvor Kim befinder sig. Jeg har selvfølgelig lavet planer og aftaler med skønne naboer, mine forældre og folk omkring, som alle står klar til at give en hånd eller et lift. Men usikkerheden fylder meget inden i, og den største usikkerhed drejer sig nok om, hvorvidt Kim når at komme med, hvis det går stærkt, og det er ikke en ubegrundet frygt. Han arbejder i Korsør, som er 40 minutters kørsel væk, og jeg skal føde i Svendborg, som er en halv time væk i den anden retning, hvilket altså vil sige, at han har en time og ti minutters transport, hvis jeg går i fødsel, mens han er på arbejde. Onsdag skal han til møde i København, og der vil altså være 2,5 times transport godt og vel – det kan jeg ikke rigtig overskue.
Så altså, hvis jeg skulle planlægge det, ville det være super fint, at det hele gik i gang en tidlig morgen, inden han skal på arbejde, eller en aften, når han er kommet hjem.
Udover det logistiske, så fylder det også noget, at det har været så lang en rejse at få opfyldt vores drøm om rosinen i pølseenden, og nu står vi ved målstregen, og jeg glæder mig så meget til at møde hende, men jeg har stadig en frygt for, at noget skal gå galt, som jeg simpelthen ikke kan ryste af mig, før jeg har hende i mine arme. Og så erstattes den jo bare af en frygt for, at der skal ske hende noget, men det er så grundvilkåret som forældre. Bare det at have hende i sine arme og kunne give hende de kys, vi har ventet på i to år og blive indhyllet i babyduft lige om lidt, det bliver fantastisk, og jeg kan næsten ikke vente.