Maries første fødselsdag

I dag kl. 19.11 er det præcis et år siden, Marie blev født. Det er hendes første fødselsdag, og jeg kan slet ikke forstå, hvor det sidste år er blevet af – omvendt kan jeg heller ikke forestille mig en verden uden Marie, og det føles som om, at vi har haft hende altid.

Det er både en glædens dag, men også lidt en vemodig dag, fordi det betyder afslutningen på en æra med Marie som min baby – jeg er lige nu mor til en på 1 og en på 2 år, crazy. Det har været et fantastisk år, og Marie er et skønt bekendtskab, som har taget os med storm. Men når jeg nu ser tilbage, vil jeg bruge anledningen til at fortælle om den dag, da Marie kom til verden d. 28. april 2015 – 8 dage over termin.

Fødselsberetningen er fra min anden blog, og jeg ved godt, at det er lidt den omvendte verden, fordi jeg endnu ikke har skrevet og Grete-Johannes fødsel, men den får I senere. Nyttig baggrundsinfo: Min første fødsel tog 4,5 time fra start til slut, den startede med vandafgang, 4 veer over en time, så fik jeg vestorm og åbnede mig 9 cm, inden vi kom på sygehuset, fik ingen smertelindring, fødte i vand, sprækkede minimalt og kom hjem dagen efter.

Min fødselsberetning
Fødslen kom lidt bag på mig igen denne gang – og så alligevel ikke. Tirsdag den 28. april kl. 13.15 havde jeg en tid på Svendborg Sygehus til overtids scanning og vurdering af mit og barnets helbred samt mængden af fostervand og behov for potentiel igangsættelse. Alt så fint ud, der var fint med fostervand, så ingen grund til igangsættelse. Men jordemoderen foretog en hindeløsning, som jeg var fint klar til (Indskydelse: I brochurerne står der, at man blidt forsøger at løsne hinderne, det er løgn, det føles som en propel inde i en). Nå, men hun vurderede, at jeg allerede var 3-4 cm åben, og hun mente, at hindeløsningen nok ville hjælpe, så fødslen ville gå i gang af sig selv. Fødslen burde altså ikke komme bag på mig, men jeg var ikke optimistisk, jeg var sur over ikke at have født endnu og overbevist om, at lillesøster ikke gad komme ud. Jordemoderen advarede om, at jeg godt kunne have lidt ulmen i maven og menstruationslignende smerter ovenpå hindeløsningen, og jeg var da også lidt øm, da vi kørte hjem 14.30.

Selvom jeg ikke var optimistisk, ringede jeg alligevel til min svigermor, som skulle komme og passe Grete-Johanne, når nu lillesøster havde tænkt sig at komme. Jeg fortalte hende, at hun gerne måtte være klar, for jordemoderen havde sagt, at det kunne godt ske i dag eller i morgen.

Vi kom hjem ved 15-tiden og gik ned og hentede Grete-Johanne i vuggestuen. Jeg var lidt øm ovenpå hindeløsningen, men jeg tænkte ikke videre over det, for hun havde alligevel rykket noget rundt i mig, så alt andet end lidt ømhed ville sgu være mærkeligt. Men jeg lå og tog den lidt med ro på sofaen, da vi kom hjem, og vi blev enige om at bestille pizza, for jeg gad ikke rigtig at lave mad, og jeg syntes ikke rigtig, at jeg fik mindre ondt, selvom jeg hvilte mig. Vi spiser som regel klokken 17, fordi det passer bedst med Grete-Johannes rytme, så lidt i 17 gik Kim og Grete-Johanne over og hentede maden. Men da vi skulle til at spise, fik jeg ondt, så jeg kunne ikke sidde ned og spise min indbagte pizza. Jeg tog nogle bidder og lagde mig så ind i sengen. Det blev lidt bedre, og jeg gik ind og tog en bid mere (stadig stående), så kom det sgu igen, og Kim spurgte, om han skulle ringe til sin mor – jo, det måtte han hellere.

Han ringede*, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg nok havde veer. Jeg var i tvivl igen (ligesom ved første fødsel), men de kom med 4 minutters mellemrum, og hvad fanden skulle det ellers være? Men sidste gang startede min fødsel med vandafgang, og denne gang var vandet ikke gået. Selvom jeg godt ved, at fødsler ikke nødvendigvis er ens, så havde jeg alligevel oppe i mit hovede forestillet mig, at mit vand nok ville gå. Pizzaen blev sat i køleskabet, og jeg ringede til fødegangen. Fordi jeg fødte hurtigt sidste gang, var det en stående aftale, at jeg skulle komme med det samme denne gang, så det aftalte jeg med jordemoderen. Svigermor kom klokken 18, og jeg brugte alt min energi på at smile, kysse Grete-Johanne godnat og ikke virke påvirket overfor hende. Nu var jeg nemlig ikke længere i tvivl. Jeg havde veer, og de gjorde ondt.

* Jeg indskyder lige, at da Kim ringede til sin mor lidt over fem sagde hun “Kurt er godt nok lige ude og hente honning (!), men jeg kommer, så snart han er hjemme med bilen” – Honning! Honning! Et absolut nødvendigt produkt, som ikke kan hentes i morgen eller en anden dag, og her skal det siges, at min svigerfar går op i kvalitet, så han henter altså ikke honning i Rema, neeeeeej, man kan snildt køre 15-20 minutter for at få honning. Det har vi grinet meget af siden, men d. 28. april lidt over 17 med veer i understellet og en fødsel lige om hjørnet var der eddersparermig ikke mange honning-jokes i mig.

Køreturen til Svendborg var ikke så slem som sidste gang, hvor jeg havde vestorm, så jeg tænkte, at jeg nok ikke var så langt denne gang. Fordi det var aften, og de var ved at bygge om på Svendborg Sygehus, skulle vi ind igennem skadestuen. Udenfor skadestuen, mens jeg ventede på, at Kim parkerede bilen, fik jeg en ve, der lammede mig. Den var grim. Kim kom, og vi gik ind gennem skadestuen. Inde på gangen fik jeg en ve mere, som lammede mig. Jeg kunne ikke bevæge mig, men jeg kunne høre to sygeplejersker snakke cirka fem meter bag mig – “Ej, puha det ser ikke rart ud”, sagde den ene til den anden, som svarede “Nej, godt det er overstået for os”. Kim kiggede nervøst på mig, og jeg kunne se på ham, at han var taknemmelig for, at jeg ikke var i stand til at vende mig om og tage livet af dem. Vi gik videre og tog elevatoren op til fødegangen. På vej ud af elevatoren fik jeg en lammende ve mere, og Kim måtte stå i døren, til den var overstået.

På fødegangen havde de ikke travlt, og de var parate til at undersøge mig. Mine tre lammende veer viste sig ikke at være for sjov. Jeg var 10 centimeter åben, og Kim fik besked på, da han lige ville smutte ned og hente fødselstasken, som han ikke havde taget med ud af bilen (!), at han nok ikke skulle være for lang tid væk, og jeg blev nægtet at gå på toilettet med ordene “Det tør jeg ikke, at give dig lov til, vi skal ikke have, at du føder hende derude”. Okay så. Jeg blev indlagt klokken 18.40. Jordemoderen, som få timer forinden havde foretaget hindeløsning på mig, var stadig på vagt, og hun havde sagt til min fødsels-jordemoder, at jeg gerne ville føde i vand, så de havde valgt den fødestue, hvor karret var hurtigst at fylde. De skyndte sig at fylde badekarret, og jeg kom op i vandet med besked på, at hvis jeg følte trang til at presse, så måtte jeg gerne det. Kim havde hentet tasken og var tilbage klokken 19.00, hvorefter han hjalp mig op i karret.

I badekarret fandt jeg ud af, at jeg ved sidste fødsel aldrig fik presseveer, for det fik jeg nu, og dem havde jeg aldrig oplevet før, så jeg har presset et barn ud uden presseveer sidste gang. Ved første pres gik vandet. Ved tredje pres fødte jeg Marie på 3540 gram og 52 cm. Klokken var 19.11, og jeg var mor til 2.

Klokken 22.11 præcis 3 timer efter fødslen ramte vi afkørslen til Årslev. 22.15 sad jeg i sofaen igen, denne gang med min lille nye prinsesse i armene, og klokken 22.20 spiste jeg resten af min indbagte pizza!