Julen kom bag på mig (igen)

De sidste to år, siden jeg kom tilbage fra min sidste barsel, er der sket det samme i december måned. Lige pludselig var det jul. Engang var jeg den tjekkede type, som var færdig med alle julegaver, bagværk og konfekt 1. december, så kunne hyggen bare komme an.

Nu… Not so much. Nu er jeg mere typen, der må hoste op med ekspres-levering på de årlige billedkalendere til familien, og som handler i de webshops, som den 21. stadig kan garantere levering inden jul.

Der skete nemlig det, at jeg fik børn, og selvom julen er mere hyggelig med børn, så er den i den grad også mere hektisk og stressende – og andre forældre gør det ikke meget bedre, når de i et væk uploader billeder på diverse sociale medier af deres overskuds-agtige nisse-drillerier. Her hjemme kan jeg kun konstatere, at drillenissen og nisserne generelt er så luddovne, at de passer fint ind i familien. De har holdt sig til et par runder med at farve mælken lyserød, mere kunne de vist ikke lige overskue i år, og nissen har også skåret ned på gaver, så det kun er i weekenden og ikke hver dag.

Jeg tror, nissen har haft travlt på jobbet. Moren har i hvert fald haft for travlt til at få fortalt de gode nissehistorier. Derfor er december måned også den måned, hvor den dårlige samvittighed hænger som store fede guirlander over mange forældre – eller måske er det bare mig? Nå, men det her skal ikke være en klagesang. Jeg elsker julen, og det er nu blevet til lidt hygget, omend det lige pludselig var jul igen i år.

Men hvordan kan julen komme bag på mig? Jeg aner det ikke, det er som om, dagene i december flyver afsted. Ambitionsniveauet er tårnhøjt, eller måske er det mere drømmene om alt det hygge og nærvær, der skal klemmes ind i de tre uger op til jul. Men i hvert fald står jeg år efter år tilbage med en følelse af skuffelse, når vi når d. 24. december, for var det det? Var det alt, hvad jeg kunne klemme ind af hygge? Hvorfor nåede vi ikke at lave marcipan med børnene? Burde de ikke have været et sted henne og hilse på en julemand? Skulle de have haft nissegaver hver dag? Og nu vi er ved nissen – hvordan kunne jeg igen i år ikke formå at have den gode historie om nissen klar?

De sidste fire år har jeg hvert år i december tænkt, at næste år måtte jeg sgu forberede mig ordentligt og i det mindste finde ud af, hvilke løgne jeg havde tænkt mig at fortælle mine børn. Jeg lever for fanden af at skrive og vinkle historier på daglig basis, jeg burde sgu da negle det der med at fortælle mine børn den fedeste historie om nisser, julemanden og alt andet der dertil hører. Men det gør jeg bare ikke.

Skal vi have en lille nissedør og sige, at det er der, nisserne bor? Det er ret moderne, men jeg synes bare, det er en hullet historie, for hvorfor dukker den dør først op midt i november? Og hvad sker der så med nissernes hjem efter jul? Og hvad så med “på loftet sidder nissen” – hvad hvis de nu sidder på loftet? Og i så fald, hvor er de resten af året?

Det var som sagt heller ikke i år, at jeg stod klar med verdens bedste nisse-fortælling 1. december, så endnu engang måtte jeg snakke børnene efter munden og forsøge at træde vande i alle spørgsmålene. Vi nåede hen til 9. december, før jeg lettere presset af andres nisserier tænkte, at vi skulle da også have en drillenisse – omend ikke andet for at give pigerne noget sjovt at sige til veninderne i børnehaven. Så vores nisse farvede mælken lyserød, begejstringen udeblev, så jeg fik smurt tykt på med, at vi hellere måtte lave risengrød til nissen om aftenen, så den blev glad og kom med gaver.

Så det gjorde vi. Men jeg er bare ikke tjekket altså, jeg glemte at stille den skide grød frem til nissen, så ned igen og stille grød frem. Jeg havde satset på, at katten ville spise det, det gjorde den så ikke. Om morgenen glemte jeg både gaver, og at nissen selvfølgelig skulle have spist sin grød. Så bortforklaringerne måtte i gang, og nissen lyn-åd grøden og kom med gaver, mens skinkerne valgte tøj. Jøsses, jeg håber I andre med daglige nisse-drillerier har en bedre udførelse end jeg.

Julen er slut, og vi kan da lige gøre status over vores dovne nisse, som har kunnet klare tre gange lyserød mælk, nogle gaver i weekenden (som er købt og leveret af bedsteforældrene) og en håndfuld pebernødder i sokken ny og næ.

Min tanke er, at dig med nissedøren og alle drillerierne har fundet på den gode historie, så kan du ikke lige dele den med mig?

I øvrigt kan det godt være, vi ikke nåede marcipan, nisserier og helt så mange småkager, som vi plejer. Men til gengæld havde vi styr på tøjet, pigerne og jeg havde fået matchende julekjoler, og det var et hit – tøjet er alligevel det vigtigste for ældstedivaen, mens sovsen er det vigtigste for yngstedivaen, så det blev jul alligevel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *