I går havde min ældste datter fødselsdag, og det var en stor dag. Hun blev nemlig en hel håndfuld – et halvt årti. Det var den sidste fødselsdag i børnehaven for hendes vedkommende, og det begynder for alvor at gå op for os, at selvom hun ikke er mere end godt en meter høj, så er hun en stor pige.
Da GJ kom til verden, tog hun mig (og sin far) med storm, og uden at tænke over det sad jeg og sang ‘You’re just too good to be true, I can’t take my eyes off you’. Sådan har jeg det stadig, jeg elsker at betragte hende, se hende vokse, se hende udvikle sig, blive overrasket over, hvad hun kan, til tider frustreres over, hvad hun vil og gør, benovet over, hvor meget sådan en meter menneske kan indeholde af personlighed.
For selvom GJ er den eftertænksomme og stille type udadtil, som ikke kaster sig hovedkuls ud i noget, så skal man ikke tage fejl. Hun har en vilje af stål, og når hun føler sig tryg, så lader hun gerne den vilje komme til udtryk med skrig og skrål, hvis man vover at mishandle hende ved for eksempel at nægte hende at iføre sig uldundertrøje og lange strømper i 30 graders varme. Jo jo, hun ved godt, hvad hun vil, selvom kompasset lige skal finjusteres hist og her.
Til gengæld fejler hendes moralske kompas ikke det mindste, og hun ved godt, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis der er en regel, så husker hun den, og hun håndhæver den. For som hun siger: Ordnung muss sein (hvor kommer det mon fra?).
Hun ligner sin mor, hun har sin fars tæer og et enkelt stritøre, men ellers er hun som snydt ud af næsen på mig både på det indre og det ydre. Det er både fedt og frustrerende, fordi jeg godt ved, hvilke ting i min egen person, jeg har skullet arbejde for at udvikle og arbejde for at skrue ned for, og min indre curling-forældre vil så gerne vise hende en genvej. Men det skal jeg ikke. Hun skal finde sin egen vej, og have sine egne slag, det ved jeg godt, og jeg skal ikke gå foran hende og bane vejen, jeg skal være ved hendes side eller bare tæt nok på, til hun kan få fat på mig, når hun skal bruge sin moar.
Nå, men curling-snakken kan vi altid tage. Jeg ville egentlig bare sige, at jeg elsker at være mor, og på mange måder føler jeg først, at jeg fandt mig selv, da jeg blev mor. I hvert fald det hele “selv”, som jeg skal være resten af livet. Jeg er stadig mig og mit eget menneske, men jeg er også hendes, og hun er min, men hun er også sin egen, og det er en konstellation, som jeg er dybt taknemmelig for helt ned i maven og ind i hjertet.
GJ gjorde mig til mor, og hendes fødselsdag vil altid være noget særligt, fordi det også er mit (og hendes fars) jubilæum som forældre.
Tillykke med den 5 år lille skat.
