Hvornår bliver man rigtig voksen?

Det er svært, at være elleve år
der så meget, som man ikke forstår
hvorfor går, alle voksne rundt
og ser ud, som om alting går ondt

Når jeg blir’ stor, så skal jeg ha’ det sjovt
og jeg ved, hvem jeg skal spørge om lov
det en gut, der aldrig siger nej
han hedder Krumme og det er mig.

Sådan sang Krumme, som vel nok var et af mine første crushes, om man vil, og jeg tror sgu, vi tog ham på ordet.

Jeg er 31 år, jeg har to børn, en mand, et hus med ligusterhæk og tilhørende realkreditlån (på huset – hækken svarer nok til det, vi rent faktisk ejer af huset), en stationcar, en kat, en have, en kandidat i journalistik og et job – endda som nogens chef. Jeg drikker mindst en kande kaffe hver dag og spiser hyppigt broccoli, selvom jeg egentlig ikke synes, det smager godt. Det lyder ret voksent på papiret, men alligevel føles det tit som om, at det bare er noget, vi leger.

For vi er jo ikke rigtig voksne, er vi? Da jeg var barn, der var de voksne meget voksne – det var dengang mænd havde skæg, ikke plettede dun i hovedet i en alder af 32 (undskyld skat), og man havde respekt for autoriteter. Det var også dengang, forældre måtte opdrage på hinandens børn og dele skideballer ud, fordi der var konsensus om opdragelse og ikke så mange gråzoner og forskellige overbevisninger, som der er i dag.

Vi gør, som Krumme sagde. Vi bestemmer selv, vi skal ikke spørge om lov. Vi er de nye voksne, og vi har det sjovt. Vi leger med vores børn hver eneste dag, vi lader ukrudtet og hækken gro (nej, vi klipper den ikke før Skt Hans) eller hyrer en havemand, fordi vi hellere vil hoppe i trampolin med børnene. Vi spiser pandekager med is til aftensmad, hvis vi har lyst, og vi bestiller en pizza, når vi ikke gider at lave mad (hvis vi er helt kriminelle, så spiser vi den i sofaen). Vi holder os ikke til fredagsslik, og vi ser gerne en Disneyfilm, selvom ungerne er gået i seng.

Det er ikke altid, vi helt tror på det, når vi skælder vores børn ud, for er vi ikke selv lidt børn? Heldigvis har ungerne ikke luret os endnu. Tror jeg… Nu skal det ikke lyde som om, vi ikke opdrager vores børn eller har regler – det har vi, bare mest for børnene, så uretfærdige er vi. Ej, men vi forsøger (her hjemme) at bruge vores nej med omhu og forklare, hvorfor vi siger nej eller skælder ud.

Én af de ting, der har overrasket mig mest er, hvor meget voksenverdenen og arbejdsmarkedet er præcis ligesom skolegården, da man var barn. For 20 år siden troede jeg, at de voksne var klogere, det er de ikke. Det er de samme regler som i skolegården – der er bare ikke nogen til at tørre tårerne væk fra ens kinder eller putte plaster på, når man slår sig. Øv manner.

Jeg har ikke spurgt mine forældre, om de har haft det på samme måde, men jeg tror det ikke helt, selvom de nok var mere loose og helt sikkert sjovere end deres forældre. Til gengæld er dem, der var rigtig voksne i 80’erne og 90’erne blevet bedsteforældre, og de er sjove bedsteforældre – curling besser kalder vi dem her hjemme. Da jeg var lille, var det “op igen, det er ikke et rigtigt sår” eller “det gør jo ikke ondt”, hvis man faldt. Men hvis børnebørnene falder, åh åh, så er det løb, og “er det ikke et dybt sår? Er det blod? Kan der gå koldbrand i det? Du er også lidt bleg, har du ondt i din blindtarm?”.

Tiderne og rollerne skifter, gad vide hvordan vores børn bliver som voksne?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *