I dag er en stor dag. For første gang var GJ sprogligt pinlig og påpegede den brutale sandhed ved et andet menneske. Det var smukt, sjovt, tåkrummende, hudløst ærligt og helt perfekt. Situationen udspillede sig som følger:
Vi er på vej hjem fra børnehaven hånd i hånd og med Marie i klapvognen. Vi bor 350 meter fra pigernes børnehave/vuggestue, som det meste af vejen er en sti. Fra en tilstødende sti kommer en dame gående mod os. GJ stirrer på damen, og da hun er tre meter fra os peger mit yngel og siger:
“Der går en mor. Hun har en tyk mave!”, jeg har aldrig hørt hende sige tyk eller vurdere ting i størrelser, så jeg troede, jeg hørte forkert og fik sagt:
“Af hvad?” – det skulle jeg ikke have gjort
“Hun har en tyk mave. Så har hun ondt i maven” – damen passerer os med et olmt blik, og jeg griner lidt lydløst. GJ kigger op på mig og er velfornøjet over, at hun har fået mor til at smile, så hun fortsætter med mere af samme skuffe med hovedet vendt mod damen.
“Hun har også store babser. Kæmpe store babser og ondt i maven!”
Da damen, som ganske rigtigt var tyk og havde en stor barm, er udenfor hørevidde, spørger jeg Grete-Johanne, hvorfor hun mener, at damen har ondt i maven, fordi hun har store babser.
“Jamen det har hun bare…”
“… Kan du fløjte?”
Jeg var FLAD af grin og måtte simpelthen sætte mig på hug på stien, kramme mit barn, give hende et kys og fortælle hende, at hun er et underligt barn. Hendes svar til det?
“Det er da dig der dopper (stopper)”