Giv den op for enlige mødre

Der er ikke noget, jeg har så meget respekt for som enlige mødre – og fædre bevares. De er supermennesker, og jeg ved ikke, hvor de får viljen og overskuddet fra. Min beundring bliver jeg hyppigt mindet om.

Hver tredje weekend og en dag om ugen er jeg enlig mor. Manden har arbejdsweekend (fre 7-20, lør 6-18, søn 6-18) og kommer hjem til eller efter puttetid, som er kl. 18.30. Sådan en weekend er det nu, og shit hvor jeg savner min mand.

Jeg savner også at kunne gå på toilettet alene, jeg savner at være omgivet af mennesker, der er fornufts baserede. Jeg er træt af at være serciveorgang. Jeg er træt af, at der ikke bliver sat pris på, hvad man gør.

Og jeg er kun halvt igennem weekenden.

Lige nu sover skinkerne til middag, og jeg nyder lidt fred og ro. Det giver mig dårlig samvittighed at indrømme, men hvor er jeg glad for, at de begge to sover til middag, og jeg gruer for den dag, den ældste er færdig med sin lur – så er mine weekender jo helt uden mor-tid. Til den tid skal jeg have et stort glas rødvin hver dag i de weekender, når børnene er lagt i seng, det er helt sikkert.

Nå, men tilbage til udgangspunktet. Enlige mødre. Jeg piver over to dage sammen med mine børn (de lyder ikke så fedt, når jeg siger det sådan) hver tredje weekend, men det er jo deres hverdag. En fra min mødregruppe er enlig mor, og jeg fortæller hende tit, hvor meget jeg beundrer hende, men jeg tror ikke, hun ved, hvor meget jeg mener det.

Som mor sætter man (jeg og de fleste andre jeg kender) sig selv til sidst. Derfor er det fantastisk at have en mand, der af og til tænker på en og i det mindste fortæller en, at man gør det godt, roser en, viser en, hvor vigtig man er, tvinger en til at tænke på sig selv og bare at have en at vende tingene med og dele glæderne og kampene med børnene med.

Jeg er af og til ved at gå ud af mit gode skind, når jeg er alene voksen mod mine to børn, og at nogen er det hver dag uden at gå ud af deres gode skind, det har jeg den største respekt for. Det er de mennesker, der burde være lavet superhelte-tegneserier om, for de er sgu da om nogen helte. Så er det sagt.

Giv en enlig mor en hånd – om det er bogstavelig talt, og I hjælper hende, eller om I klapper af hende er et fedt, bare hun får at vide, at hun er skide sej, for det er enlige mødre.

2016-06-08 07.20.53
Ja, sådan ser det altså ud, når man er enlig mor – jeg ved, I har prøvet det!

1 thought on “Giv den op for enlige mødre”

  1. Nu ved jeg det. ❤ tak, Louise – som iøvrigt også er skide sej. ❤
    Og hallelujah for heppekor til tisning……

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *