Nu er jeg jo gravid, og en graviditet er åbenbart en pludselig åbning for, at alle må kommentere på ens krop. Det har jeg aldrig rigtig forstået, og jeg kan godt afsløre, at det altså ikke er alle kvinder, der synes, det er lige fedt.
Det er min tredje graviditet, eller egentlig min femte, men den tredje der er nået længere end 12 uger, og for hver gang er det gået hurtigere med at tage på.
Jeg har tidligere været overvægtig og tabt mig en del i starten af tyverne, og måske er det derfor, jeg egentlig har det helt fint med at tage på som gravid, fordi jeg dels ved, at jeg sagtens kan tabe mig igen bagefter og dels ved, at det nu er med en god grund, at jeg bliver tykkere.
MEN jeg forstår stadig ikke, at folks filter tilsyneladende er helt væk, bare fordi man ruger en baby. Ved begge mine tidligere graviditeter har jeg taget cirka 15 kilo på i alt, men første gang tog jeg mest på i tredje trimester, hvor jeg anden gang havde taget ti kilo på allerede halvvejs inde i andet trimester. Denne gang er det gået endnu hurtigere, jeg var skide sulten i de første mange måneder, og jeg ramte altså de 15 kilo allerede lidt over halvvejs inde i graviditeten i starten af november, og nej, jeg har ikke væske i kroppen eller andre gode undskyldninger, jeg er bare stor.
Men behøver I at sige det? Skulle vi ikke bare holde os til “Sikke en fin mave” eller “Nej, hvor du stråler”, det lyder så pænt, selvom jeg måske godt selv kan oversætte det til, at min mave ligner en, der snart skal føde, eller at min glød bunder i en svedtur, fordi jeg har forsøgt at nå mine tæer.
Her er et par sætninger, jeg har fået kastet i hovedet – nogle af dem flere gange end andre.
“Du er sikker på, der ikke er to?”
“Er du ikke blevet ret stor?”
“Det må være lige oppe over!”
Gerne efterfulgt af (når folk finder ud af, at det ikke er lige oppe over):
“Du ender da med at blive kæmpe stor”
Og så min personlige favorit, som faldt til et klassearrangement i GJs klasse fra en anden forælder i november:
“Er der fire måneder igen? Wow, så er du jo abnorm!”
Abnorm…. Really? Det lyder som et monster. Jeg er en helt almindelig kvinde med en startvægt i 50’erne og dermed en nuværende vægt på godt og vel 74 kilo – hvad fanden er standarden, hvis det kategoriseres som værende abnorm?
Nu er jeg egentlig ret hårdhudet udenpå mit tilsyneladende abnorme korpus, men der er altså rigtig mange gravide, som har det svært nok med kroppens forandringer uden også hele tiden at skulle forholde sig til resten af verdens vurderinger af ens krop. Så skulle vi ikke blive enige om, som min mor altid har sagt, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så holder man sin mund – eller alternativt så lyv! Din objektive vurdering af min abnorme krop gavner ingen, medmindre du får det bedre af det, og i så fald burde du se indad, for så er du en lort!
Min hurtige vægtøgning gjorde mig nervøs, og det handlede ikke om forfængelighed, men om at jeg er en lille pige, og der er grænser for, hvad min krop kan bære på i for lang tid. Jeg kunne mærke, det blev tungt og frygtede, at jeg pludselig ikke kunne lege med pigerne eller ville få bækkenløsning, fordi jeg havde smerter. Heldigvis beroligede lægen mig og gav mig nogle træningsøvelser, så det nu ikke gør så ondt.
Som funfact kan jeg sige, at jeg ikke har taget på overhovedet siden 1. november, og jeg ligger stadig på plus 15 kilo her i uge 32 med to måneder til termin. Babyen er begyndt at æde fedthåndtagene, og det må hun da gerne fortsætte med, men min abnorme krop virker stadig.