Det har været et par hektiske uger, som kulminerede i lørdags, hvor jeg fyldte 30. Det skulle selvfølgelig fejres, og da manden har fødselsdag et par uger før mig, slog vi det sammen til en stor 61 års fødselsdag (han blev 31).
Det sætter nogle tanker i gang, når man går ind i et nyt årti, det kan jeg huske fra dengang jeg blev 20. Her stod jeg for at skulle starte på min uddannelse, og jeg kan huske, at jeg var stresset over, at jeg ikke anede, hvad fremtiden bragte – især i forhold til mit kærlighedsliv. Jeg ville så gerne vide, om jeg nu også fandt manden i mit liv, og hvor ville jeg mon finde ham henne? (Han dukkede op 7 måneder senere til en julefrokost i Bilka i Odense, hvor jeg fik studiejob, så den stressen kunne jeg have sparet mig)
Nu er situationen en helt anden, og mine tanker om at blive ældre er ikke længere forbundet med stress. Jeg er lykkelig for det sted, jeg er i livet. Jeg synes, at jeg har nået meget, og mit mål for mine 30’ere er, at jeg skal nyde alt det fantastiske, som jeg brugte mine 20’ere på at skaffe – det er en uddannelse, et fantastisk arbejde, en familie bestående af verdens bedste mand og to perfekte (og helt igennem sindssyge) børn, et fint hus, en bil (den får altså ikke rosende ord med på vejen), en homoseksuel kat og ikke mindst venner for livet.
Hvis man ser bort fra et par enkelte venner, som også var med mig, da jeg blev 20, så er der ingen af de ovenstående ting, jeg var i besiddelse af for 10 år siden. Det synes jeg ærlig talt er godt gået på 10 år. Det skal fejres, og det skal nydes.
Kort sagt, så er jeg ikke i nærheden af en 30 års krise. Som Grete-Johanne ville sige det “(Livet) det smager lækkert ud” – lige nu er alting perfekt, og det eneste jeg mangler, er den perfekte rengøringsdame, så hende må vi hellere se at få fundet frem til.
P.s. Lige en opdatering på mit indlæg om, hvorvidt jeg skulle vælge mine børn eller min karriere, da jeg ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle tage med til prisuddelingen, hvor mit arbejde var nomineret til en pris, eller tage til sommerfest i børnenes institution.
Jeg hældte mest til sommerfesten, da jeg skrev indlægget, men reaktionerne fik mig til at ombestemme mig, og jeg tog med til prisuddelingen. Det var den rigtige beslutning, vi vandt årets Anders Bording pris for bedste nichemedie og blev fejret på Københavns rådhus med rådhuspandekager og det hele, så det ville jeg ikke have været foruden.
Og pigerne hyggede sig til sommerfesten, hvor det vist mest var faren, der savnede deres mor – det er ikke nemt, når far pludselig skal være mor, og jeg havde endda pakket picnickurv og lavet mad til dem, inden jeg tog afsted.
